Klubnyheder

Herlev IK har forlænget aftalen med Talentudviklingschefen.

13. marts 2022, 11.05

 Vi er lykkedes med at forlænge samarbejdet med Jesper Andersen for yderligere en sæson og Jesper fortsætter i rollen som talentudviklingschef med sportsligt ansvar for U15, U17 og U20 (talentudviklingsholdet) 


Herlev IK har ambitioner om at være den mest attraktive klub på Sjælland, når det handler om talentudvikling. Vi har igennem de seneste par sæsoner udviklet en hel del u-landsholdsspillere og metalligaspillere, og det er det fundament, som vi ønsker at bygge ovenpå. Vi er en etableret klub med en stærk social profil, der bygger på sunde værdier, hvilket vi altid vil værne om. 


Med tilknytningen af Jesper, har vi fået nye øjne på den sportslige sektor. Jesper har med sin mange års erfaring, givet værdifuld sparring til vores trænere og spillere, men som det absolut væsentligste, er han kommet med gode bud på, hvordan vi kan løfte os yderligere som klub, og det er netop det, som vi med forlængelsen af aftalen, sætter i værk. 


Efter en sæson, hvor Herlev IK har været stærkt repræsenteret på diverse ungdomslandshold og hvor Mikkel Skjellerup, Peter Lauritsen, Simon Aasmul, Daniel Petersen, Janus Andersen, Victor Gade, Oliver Marklund og Tiago Vinterberg har fået deres debut i Metalligaen for Herlev Eagles via det tætte samarbejde med Herlev IK, kunne nogen nok fristes til at læne sig tilbage og klappe hinanden på skuldrene, og det har vi også gjort. Det er jo netop udviklingen af metalligaspillere, der er en af vores dedikerede målsætninger. 


Det er enormt givende at være med til at udleve spillernes drømme og ambitioner og vi er enormt glade og stolte på drengenes vegne. I samme ombæring er det bare utrolig vigtigt for os at komme med et klart budskab. Selvom vi er glade og stolte, ser vi fortsat et enormt udviklingspotentiale i Herlev IK, og vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene. 


Vi er i fuld gang med at tage de næste skidt på vores spændende udviklingsrejse med kurs mod at blive den mest attraktive klub på Sjælland, når det gælder talentudvikling. Selvom sæsonen fortsat er i fuld gang og U15 og U20 skal spille playoff, så er vi allerede langt med planlægningen af den nye sæson. 


En af de vigtigste opgaver for talentudviklingschefen i øjeblikket er at sammensætte et ambitiøst team med fagligt stærke trænere til at varetage træningen on ice og off ice i den kommende sæson. 


Vi har på nuværende tidspunkt indgået aftale med cheftrænere til U17 og U20, ligesom vi har indgået aftale med assistenttrænere til U20 holdet og en målmandstræner til U15, U17 og U20. Fælles for dem alle er, at de er ambitiøse og kompetente og kan være med til at løfte spillerne til næste niveau. Vi kommer til at melde mere ud omkring dette i den kommende uge. 


Vi har ligeledes spændende dialoger i gang med kandidater til cheftrænerjobbet på U15, hvilket vi forventer en afklaring på indenfor et par uger. Hvis du går med en drøm om at blive en del af et stærkt trænerteam i en klub med en stærk social profil og sportslige ambitioner, skal du endelig ikke holde dig tilbage, men i stedet kontakte Jesper Andersen på spu@hlik.dk. Det kan både være til cheftrænerjobbet på U15, men ligeledes assistenttræner, fysisk træner, skills træner eller hvor du kan se, at du kan være med til at løfte klubben yderligere.